Om Hastværket
Mit navn er Louisa, og jeg er kvinden bag Hastværket. Alle plakater er unikke og tegnet af mig.
Jeg finder min inspiration i hverdagens små øjeblikke og i de simple, dagligdags ting, som ofte forsvinder i et højt tempo. Hastværket opstod som et opgør med hamsterhjulet – et forsøg på at sætte farten lidt ned og huske at se det, der allerede er der.
Jeg begyndte at tegne motiver af helt enkle ting. Ting, jeg selv gerne ville minde mig om at lægge mærke til og sætte pris på. Det udviklede sig stille og roligt, og pludselig havde jeg tegnet flere motiver, end jeg havde forestillet mig.
For mig er det vigtigt, at plakaterne bringer farve ind i tilværelsen og fungerer som små påmindelser om at stoppe op, tage tempoet ud og være til stede i det øjeblik, man er i.
Craft psykologi og Hastværket
Craft psykologi handler om, hvordan det at skabe med hænderne kan påvirke vores trivsel. Når man tegner, former eller fordyber sig i et kreativt arbejde, kan det give ro i kroppen, samle tankerne og skabe en oplevelse af nærvær. Det kan være vigtigt i en hverdag, hvor meget ellers går hurtigt, og hvor der sjældent er plads til bare at være i en proces.
For mig blev tegningen en måde at sætte tempoet ned på. I arbejdet med Hastværket brugte jeg den kreative proces som et rum, hvor jeg kunne rette opmærksomheden mod de små ting, farverne og stemningerne omkring mig. På den måde blev plakaterne ikke kun dekorative motiver, men også et resultat af en proces, hvor der var tid til at mærke efter, finde ro og skabe noget, der inviterer andre til det samme.